Kennelblindhed - Opdrætterens Byrde
Blindhed må være en af de tungeste byrder en opdrætter kan bære. Det kan holde dem tilbage fra fremskridt mens andre bevæger sig stødt fremad og kan endog få dem til at gå fuldstændigt i stå, så de bliver urokkelige.
Jeg henviser ikke til den pinefulde blindhed i nogle hunderacer, hvortil eksperterne giver så megen af deres hjælp og tid.
Nej, det er opdrætterens blindhed, som kan placeres i to kategorier: kennelblindhed og den grønøjede jalousis blindhed.
Kennelblindhed ser ud til at være uhelbredelig og viser sig på to måder, som begge er skadelige for kennelens fremskridt.
I den første variation kan man, hvis man ser nøje efter, se et rosafarvet skin i ejeres øjne. Et andet symptom er tunnelsyn – af en eller anden besynderlig grund ser det ud til, at de ikke kan se længere end til deres egen hund.
Uheldigvis kan produktet af denne sygdom ses i deres baghaver, hvor de peger på deres gæs og beder dig beundre deres svaner. Det nytter ikke at gøre opmærksom på at deres hunde er ekstremt hverdagsgrå og sandsynligvis ikke vil nå langt, da de ikke ønsker at vide det. De er fuldstændig tilfredse med det stade af perfektion, som de har nået og det er dommerne, som er blinde, senile eller korrupte – eller alle tre kombineret på en eller anden måde.
Det andet udslag af kennelblindhed skader opdrætteren mere end selve racen. Det er perfektionister, som smed de lyserøde briller væk for mange år siden og følgelig er fuldstændig forblændede af deres hundes dårlige sider. Derfor kan de ikke se fordelene for fejlene og kæmper i årevis med at kassere enestående eksemplarer.
Af og til vil disse falde i hænderne på folk, som kan se deres potentiale og de kan sågar blive champions eller vise sig at være værdifulde producenter af kommende champions.
Kennelblinde opdrættere hindrer deres egen fremgang, men måske er den virkelige dødbringende blindhed skabt af jalousi. Disse mennesker tager selvskabte skyklapper på i fald de skulle møde en anden med en god hund eller måske endda med en bedre hund.
Jalousi ser ud til at være en underlig sygdom, idet den er hurtig sendt rundt til de, som er modtagelige for den, specielt hvisken bag løftede kataloger. Imidlertid findes der dem med en medfødt immunitet, som faktisk er glade for at se andre mennesker med en god hund og erkende at racen på langt sigt vil drage nytte af disse hunde.
Når jeg taler med dygtige opdrættere, slår det mig, at de igen og igen kan se potentialet i et dyr som andre ville afskrive for en fejl eller fordi de ikke ville tillade sig selv at erkende dets fortrin. Og de er usædvanlig gavmilde med ros til andre topopdrættere og virkelig gode hunde.
Det er derfor de bliver på toppen, uanset de nederlag skæbnen smider efter dem. Fordi de tog deres skyklapper af for mange år siden og ser tingene klart.
Anne Roslin-Williams
ANTIC, Summer 1990
Jeg har fundet denne artikel for længe siden og gemt den, fordi jeg synes, den rummer så megen sandhed om os opdrættere, desværre.
Det er for mange opdrættere svært at anerkende andre opdrættere og deres hunde; og der er megen sladder (netop bag de løftede kataloger).
Kunne vi dog bare enes om at ville vores race det bedste og behandle hinanden med respekt. Hvor ville opdrætterverdenen dog være et vidunderlgt sted at befinde sig.
Gitte
Til toppen |
