..... hele 2 kuld
Dette er et indlæg, jeg har skrevet i forbindelse med Moraki og Satines første kuld hvalpe, Kuld D og E. Indlægget er udgivet i "Lille Hund" i 2 dele.
At få hvalpe er en vidunderlig ting, som er fyldt med spænding og en livsglæde så stor. Men der er også bekymringer og ængstelse. Heldigvis ender de fleste fødsler lykkeligt og det gjorde disse to også.
Som rimelig ny opdrætter kunne jeg ikke beslutte mig til, hvilken tæve, jeg skulle vælge at parre. Der var to at vælge imellem og jeg ville så gerne se, hvad de kunne frembringe af hvalpe. Derfor gjorde jeg noget vildt: jeg lod dem parre dem begge to! Det resulterede i 4 hvalpe 29. nov. og 5 hvalpe 10. dec.
Da Moraki skulle føde, bad jeg om fri fra mit job, men på grund af vikarmangel, blev jeg beordret på arbejde, og så var gode råd dyre! Heldigvis tilbød mine gode ven, Dorthe at bryde op fra en julefrokost og være jordemoder, assisteret af min svigerinde Lene og min 24-årige datter Nanna. Jeg var taknemlig og tog på arbejde og kørte med hovedet under armen hele aftenen. Som hjemmehjælper kører jeg fra hjem til hjem og næsten alle steder blev der spurgt til fødslen. Flere af de ældre følte, at de havde taget del i fødslen pga. de løbende opdateringer pr. sms. Det var en noget speciel oplevelse, selv om jeg hellere ville være blevet hjemme og hjælpe lille Moraki. Men fødselsfolkene var dygtige og flinke, så da jeg tog hjem ved midnatstid, vidste jeg, at fire sunde hvalpe lå og diede hos deres mor. Jeg tror nok, at Suzukien kørte lidt mere end den måtte på vejen hjem. Hvalpene blev født indenfor 52 minutter. Det var da vist en rekord!! Moraki var både dygtig, lydløs og fantastisk, som hendes (og mine) hjælpere sagde. Moraki viste mig stolt sine vapser, da jeg kom. Jeg kunne ligefrem se stoltheden i hendes øjne. ”Mor, se hvad jeg har lavet” sagde hendes øjne og jeg roste hende til skyerne.
Den 10. december blev det så Satines tur til at føde og denne gang havde jeg taget ferie!! Jeg ville ikke gå glip af denne fødsel også. Det blev en lang dag, men endelig sidst på eftermiddagen så det ud til, at der skulle ske noget. Satine havde slemme veer, men langt om længe kunne jeg se kløerne fra den første hvalp. Den vendte forkert, øv øv og det var jo den første – det var rigtig ærgerligt, når hun nu havde så ondt. Ved at holde fast i de små poter, kunne jeg ved hver presseve forsigtigt hjælpe den første hvalp frem i lyset, men Satine skreg som en besat og ”stak af”, heldigvis landede hvalpen i mine hænder. Nanna blev bange og gik i falset, mens jeg prøvede at bevare fatningen for os begge. Selvom jeg havde mest lyst til at løbe, fik jeg da bedt hende slappe HELT af for ikke at skræmme Satine.
Satine vendte dog tilbage til kassen ved lyden af den lille hvalp og den lille blev vasket og puslet. Hun fik god tid til at vænne sig til sin allerførste hvalp, for der gik lang tid til næste hvalp kom. Hendes veer var svage og næste hvalp kørte ind og ud af fødekanalen, så jeg kunne bare ikke nå at få fat i de små poter og hjælpe til. Da der var gået et kvarter, måtte dyrlægen tilkaldes. Jeg turde ikke vente længere; jeg var overbevist om, at hvalpen ville blive kvalt, inden den kom ud. Men netop som jeg hørte dyrlægen i gruset udenfor, fik jeg fat i poterne og fik trukket hvalpen ud. Det var heldigvis mit dyrehospital, som havde vagten den aften og det er jeg meget glad for. Mens Hans Ulrik var her, tog han imod pige nr. 3 (som vendte den rigtige vej). Denne fødsel gik ganske fint, men så skete der heller ikke ret meget mere. Dyrlægen blev en time og så til, at Satine passede sine hvalpe fint. Så gav han hende en vestimulerende indsprøjtning og tog af sted. Nu skulle den næste gerne komme ret hurtigt, men såfremt der ikke skete noget indenfor en time, skulle jeg ringe.
En time senere ringede jeg til dyrlægen og han kom igen. Satine fik nok en vestimulerende indsprøjtning og vi satte os til at vente. Ingen veer kom. Vi ventede lidt endnu, drak en kop te og snakkede om løst og fast. Nok en indsprøjtning fik hun – stadig uden nogen ændring. Efter 2 timer mente Hans Ulrik, at det nu var kritisk og at vi måtte pakke mor og hvalpe ned i en kasse og tage af sted til dyrehospitalet for at foretage et kejsersnit. Forinden ringede han og vækkede min sædvanlige dyrlæge, Jacob, som også have vagten. Han stødte til os på Bjerringbro Dyrehospital, hvor han skulle forestå operationen.
Det var grimt at se sin lille hund blive lagt på bordet, få maske som hun ikke ville have, blive ”dopet” og blive slap. At se hende ligge der spændt fast på bordet gjorde ondt på mig, men vi måtte jo gøre noget for at redde hvad reddes kunne. Satine betyder meget for mig, så bare hun kom godt igennem det, ville jeg være lykkelig. Jeg så til, hvordan dyrlægen moslede med at få hornet med hvalpene ud af det lille hul, han havde skåret i hendes mave. Det virkede så brutalt og jeg tænkte, Satine ville få mange smerter bagefter.
Jeg kunne se to bylter i hornet og Jacob halede to drenge ud. Jeg troede de var døde. De var bittesmå og nærmest fladtrykte. Uhyggelige at se på. Men Hans Ulrik og jeg fik hver en hvalp mellem hænderne og frotterede dem som vanvittige; ind imellem gav vi dem kunstigt åndedræt og vi kunne se brystkasserne hæve sig langsomt. Men så blev de stille igen. Efter en halv times svæven mellem liv og død, spruttede de to drenge - næsten samtidig og vi havde sejret. Glæden var stor, både hos dyrlægerne og hos mig. De to drenge kom til verden ca. kl. 03, så det blev en lang fødsel.
Alt imens vi tog os af hvalpene, blev Satine syet sammen på fineste måde af Jacob og juleaftens dag kunne jeg tage stingene ud. Allerede 14 dage efter kejsersnittet, var der intet at se. Satine fik en lokalindsprøjtning direkte i såret – avs, siger jeg bare. Heldigvis var hun stadig i drømmeland og mærkede intet. Vi fik smertestillende piller og antibiotika med hjem. Jeg fik de to drenge til at die i bilen, inden vi tog fra dyrehospitalet og hjem i det varme hus. Det havde nemlig sneet i Bjerringbro og det var ingen lykke at køre en groggy tæve og 5 nyfødte hvalpe hjem, men de var pakket godt ind, og vi nåede helskindede.
De næste dage var Satine lidt usikker, når hun stod ud ad kassen for at tisse, men hun tog pænt sin medicin og i løbet af 3-4 dage, var hun sig selv igen.
Nu var der så to mødre og ni hvalpe i huset. I næste nummer af ”Lille hund” vil jeg fortælle om hvordan det er at have to kuld hvalpe sammen og hvordan deres opvækst har været.
At have 2 kuld på samme tid (2.del)
Når du læser dette, er hvalpene ca. ½ år og har levet længere tid hos deres nye familier end her hos mig. Men tiden de var her, var betydningsfuld for deres videre færden – og for mig.
Kuld D, som er Morakis hvalpe, var meget homogent og vejede 150-190 g. Nanna og jeg tegnede små tusch-pletter på deres haler for at kunne se forskel. Enzo var ene han, så han slap for den slags pjat. Men pigerne blev herefter kaldt Hvid, Rød og Grøn pige – indtil de var fordelt. Det var nogle fantastiske små væsner, som bare var så fremmelige. Det virkede som om de tænkte ”Vi har ligget længe derinde i det lille rum, NU skal der ske noget!”. De var ikke mange dage, før de begyndte at mosle rundt i kurven og selv om de hverken kunne høre eller se, lykkedes det et par stykker at møve sig ud over kanten af kurven (som naturligvis var belagt med bløde tæpper, så de ikke kunne komme til skade). En uge gamle var de næsten fuldt pigmenterede på næser og trædepuder. Jeg var meget forbløffet.
Nanna og jeg lå hos hvalpe og mor og beundrede dem og snuste til dem. Jeg elsker lugten af babyhund, blandingen af modermælk og hvalp giver sådan en sød duft, lidt ligesom menneskebabyer har deres helt specielle duft. Jeg kan garantere, at samtlige hvalpe var i hænder MANGE gange dagligt; vi kunne endda have besvær med at lade dem være i fred J men det lykkedes.
Cocco, som er min første Coton (hun har selv haft 3 kuld), var overbevist om, at hvalpene var hendes, så hun hylede og skreg og kradsede på døren for at komme ind til dem. Efter meget kort overvejelse, blev hun sendt i pleje hos min mor, så både Cocco og Moraki kunne få fred. Det var lige hårdt for dem begge, for Moraki forsvarede selvfølgelig sit afkom. Og for hende var det yderst specielt, at hun havde noget, som Cocco længtes efter. Moraki er nemlig den underste i hierarkiet og er normalt meget underdanig og føjer straks Cocco. Men denne gang havde hun magten og det var hun ikke bange for at vise.
Havana og Satine derimod var interesserede på en mere naturlig og nysgerrig måde. Alle kunne jo høre, lugte og mærke, at der var sket noget spændende i Morakis kurv (alle var blevet passet under fødslen, så her var ro for Moraki) og alle ville gerne se og snuse. Men det varede nu lidt, før de fik lov at snuse.
De fire hvalpe blev vejet dagligt på den nye babyvægt og de tog på i bedste stil og udviklede sig til smukke og skønne individer med hver sit kendetegn og gemyt. Enzo var helt fra starten den lidt lade og magelige fyr, som gerne tog en ekstra lur, mens de andre legede, men han var næsten altid nr. 1 ved mælkebaren og senere ved hundefoderet (han er stadig meget madglad). Det var en fornøjelse at følge ham, for man kan vel egentlig sige, at han var den type, som man let kunne overse, fordi han passede sig selv og så ud til at nyde sit eget selskab. Men den går ikke her! Han fik en speciel plads hos mig, fordi han var så ”anderledes” kær og når man nussede ham - måske også fordi han var her en uge længere end de andre. Jeg behøver vel ikke sige, at han nød at sove på brystet af en.
Pigerne var mere ensartede i væremåde og lignede hinanden meget udvendig også. Som tiden gik, fik de selvfølgelig også hver deres personlighed. Hvid var ”storesøsteren”, Rød var den frække og Grøn den uimodståelige. Jeg skulle selv beholde en af pigerne og jeg vekslede næsten dagligt i, hvem jeg ville beholde, for de var lige dejlige og sjove på hver sin måde, så valget var svært.
10 dage efter dette kuld kom Satines hvalpe, og så blev her virkelig gang i den. I 8 uger sammenlagt lå jeg på en madras på gulvet i stuen, så jeg kunne ”nå” begge kuld, hvis der skulle blive behov for det. Dog har disse to været de mest natterolige, så jeg har ikke lidt af mange søvnløse nætter om end de blev afbrudt nogle gange J Jeg synes, det har været nogle meget dygtige børn.
Moraki + hvalpe blev først flyttet ind i soveværelset et par dage, men det fungerede ikke særlig godt, så vi rykkede dem ind i stuen, hvor jeg havde lavet en gård til dem, belagt med tæpper, så der kunne blive lidt privatliv for dem. Moraki brød sig naturligvis ikke om, at de andre hunde overbegloede hende og hendes dyrebare afkom. Så der blev lige et par dage, hvor Nanna og jeg skulle være meget obs på dem alle. For når man bor, som jeg gør, kommer man hinanden ved. Det er man nødt til. Satine fødte så sine hvalpe i kontoret, hvor Moraki også havde født.
Det var en pudsig oplevelse at se alle disse farvede hvalpe efter et rent hvidt kuld og de virkede SÅ små i forhold til de 10 dage gamle hvalpe. Vi kunne næsten ikke tro, at de første havde været lige så små – men det havde de og endda mindre. For disse piger vejede 190-220 g – drengene tæller vi ikke med, for lilleputterne vejede jo kun 140 g.
Det var vigtigt at dele sol og vind ligeligt mellem de to hold hvalpe, så vi lå skiftevis hos det ene og så hos det andet og nussede og snuste J Godt Nanna var her hele december, så vi rigtigt kunne tage os af dem. Og så var der jo alle familierne, som kom på besøg jævnligt og tog del i hvalpenes opvækst. For mig er det vigtigt, at familierne kommer mange gange – gerne en gang ugentligt – for hvalpene lærer deres lugte at kende og føler sig mere trygge, når de forlader deres fødested for at følge den nye familie. Selv om jeg bruger oceaner af tid på hvalpebesøg, er det simpelthen det hele værd. Jeg lærer disse mennesker at kende og finder ud af, om det nu også er de rigtige familier. En enkelt familie måtte jeg desværre sige nej til efter de havde været her 2-3 gange. Det gik bare slet ikke. Men de er naturligvis velkomne, når de er mere afklarede omkring det at få hund. Man må så sige, at det var til en anden families held, for så fik de den skønne pige.
At have 2 kuld hvalpe på samme tid er noget af et job. Hvor Morakis hvalpe var engleblide, var Satines det rene ”djævleyngel”, som skreg og hvæsede, når de legede. Det var så forunderligt at følge så forskellige væsner, som på trods af deres forskellighed, var lige elskede. Nanna og jeg havde mange skønne timer med dem.
Også her viste hvalpene deres forskellighed; Evelina var den pæne og stille pige, Electra og Elouise kæmpede om magten, mens Enrico og Emilio forblev de små og forfinede. Enrico holdt sig meget til Evelina, hvorimod Emilio listede sig hen til de andre hvide. Han har nok følt en form for slægtskab med dem, fordi de havde samme farve. Alle var de dog fulde af kunster og lyde. Hvis man ikke har hørt det, ville man tro, det var løgn, at så små væsner kan have så megen lyd. Også her var den ene mere kær end den anden; heldigvis J men drengene i begge kuld har altså været specielle. Enzo pga. sit udseende og sit søde væsen, Enrico og Emilio fordi de var så små og måske fordi en beskyttertrang har presset sig på indeni mig. Uha, det var svært, da drengene flyttede hjemmefra. Men siger man egentlig ikke også, at mødre har svært ved at give slip på deres sønner? Nu har jeg jo kun døtre, så jeg kender ikke denne side J
På et tidspunkt måtte det jo ske: de to kuld skulle møde hinanden! Og de to mødre skulle forstå, at det var en god oplevelse. Og det blev det. I første omgang blev der bare snust lidt til hinanden og så var det det. Men efter et par dage, ville ”de store” lege og tumle ”de små”, som blev lidt usikre. De kunne jo knapt stå på deres egne ben endnu …de var ca. 3 uger og det var tydeligt at se de 10 dages forskel i motorikken.
Midt i det hele skulle også laves swap-prøver fra Satines hvalpe, som skulle DNA-testes for CMR. Nanna holdt hver enkelt hvalp, mens jeg tog prøverne og fik dem lagt i de rigtige kuverter og poser med navn og nummer og hele molevitten. Det var en større proces, som dog lykkedes fint uden modstand fra de små puslinger. Og så var et blot at vente på svaret fra Optigen og det føltes som laaang tid. Testen skulle tages, for Satine er nemlig bærer, hvorimod Focus er clear, og jeg ville gerne give de nye familier vished om, hvad netop deres hvalp var.
Hvalpeindhegningen i stuen blev lavet til to afdelinger, så Moraki og Satine blev naboer. Den første dags tid var de lidt knurrende overfor hinanden, men vi hængte tæpper for mellem de to afdelinger, så de kunne have hver deres. Men begge var jo interesserede i den andens gøren og laden…og de andre hvalpe. Hvad var det dog for nogen? Satines hvalpe blev hurtigt accepteret af Moraki, hvorimod det omvendte ikke helt var tilfældet. Satine kunne godt være lidt strid, så jeg måtte passe godt på, at ingen kom i klemme! Men som dagene gik, fandt alle ud af at komme godt ud af det med hinanden og inden vi fik set os om – ja, vi snakker selvfølgelig en del uger henne i forløbet – blev skillevæggen fjernet og alle boede i samme rum, dog i hver sin ende. Og ingen hvalp var i tvivl om, hvor den skulle holde til, når det var puttetid. Men til spisetider kunne man godt liste sig til en ekstra tår hos den ”forkerte” mor – gik den, så gik den!! Her var det igen Moraki, som måtte tage det store slæb. Satine er bedre til at sige fra. Men det var sjovt at se, hvordan mødrene gik ind til deres hvalpe, når de trængte til at få tømt mælkebaren og når de fik et ”rengøringsflip”. Det skal dog siges, at jeg i hvalpenes tid her smed 6 affaldssække med tisseaviser ud. Bemærk at aviserne var klemt sammen så meget som muligt, så her blev virkelig tisset igennem!
Dagen kom, hvor resultaterne fra Optigen dukkede op i min mailbox og uuh, jeg turde næsten ikke åbne dem. Men resultatet så rimeligt; der var 2 clear og 2 bærere – Emilios test var på mystisk vis gået i udu, så den måtte de lave om. Et stykke tid efter kom den, han var også clear, så vi passer ind i statistikken som siger 50/50%. Ikke alle er lige heldige. Senere kom originaldokumenterne med posten.
I denne hvalpeperiode havde jeg forsøgt mig med barf-fodring (som jeg senere er gået bort fra igen), og hvalpene skulle på et tidspunkt have rå kyllingehalse - og I skulle se dem. Det var de rene rovdyr, som kastede sig over det rå kød og bare guffede og guffede. Sikke dog de små dyr nød det; det var en fornøjelse at se på.
Jeg kunne skrive side op og side ned om disse dejlige hunde, men Lille Hund skal jo også have plads til andre artikler, så jeg må nok stoppe her. Men jeg vil sige, at gennem sammenlagt 11 uger har disse hvalpe fyldt mit liv og mit hjem med liv og glæde – samt masser af rengøring, tæppevask og nætter med afbrudt søvn. Men når jeg ser billeder af dem og hører alle de dejlige tilbagemeldinger fra familierne, synes jeg, at det er det hele værd. Dog varer det nok længe, inden jeg tager 2 kuld samtidig igen J men sådan siger man jo så meget, ikke sandt! Tak familier, fordi I tager jer så godt af mine hvalpe!!
Gitte Frikke
